Jeg kunne ikke helt forstå det. Igår. En lille snigende tristesse fandt mig sidst på morgenstunden; og det gav ingen mening. Weekenden var vidunderlig! Jeg havde knoklet en uge med de ting, jeg bedst kan lide: trends, udsyn, strømninger og lanceringen af en helt særlig kollektion. Jeg havde nået at have nærmest hele min familie til uformel tirsdagsmiddag, lave mad til en kreds af skønne kvinder torsdag og synke ned i både litteratur, research og årstidernes gårdbutik fredag – for at afrunde ugen med loppemarked, hjemmebag, navnefest og at lave lyserødt hår på min yndlingsniece. Selv min bonusdatter havde sendt glade livstegn fra sin ferie i Thailand, og min mand sikrede sig, at jeg kunne indhente lidt af mit underskud på søvnkontoen (TAK!). Men alligevel. Jeg var lidt off. Og så gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg havde lige sagt farvel. Igen. Til et univers jeg havde forelsket mig i, en fortællerstemme jeg sympatiserede med og en genial tematik om køn, kropslighed og eksistens, der i den grad kom bag på mig. Jeg savnde allerede den bog, jeg netop havde afsluttet. Jeg savnede mine nye venner, jeg måtte tage afsked med, da sidste kapitel var læst. Og det savn bliver ikke helt udfyldt, før jeg er godt i lag med næste bog i stakken. Hvem sagde bøgernes verden ikke er virkelig?

Man skal aldrig blive for voksen eller for fin til fan-mail. Det har jeg erfaret gang på gang. Ros er ikke bare skønt at få – det er virkeligt oplæftende at levere, når den er berettiget. Det var den særligt for mig, da jeg under min første barsel læste Julia Lahmes gudsbenåede mor-manual “Hvor lagde jeg babyen”, og ikke bare forelskede mig i bogens ærlige tone og befriende politiske ukorrekthed, men også i personen bag bogen. Jeg skrev en mail til Julia, og det var måske et af mit livs bedste ‘moves’. Siden er Julia nemlig gået fra at være min penneveninde (det tog os næsten tre år reelt at mødes… jeg fik et barn mere i mellemtiden), til at være min veninde, søster, samarbejdspartner, ærlige kritiker og medaktør ud i korstoget: at tale klogt, uddannet og oplyst om kvindeliv, skønhed, kultur, mode, feminisme, stiletter og kulørte kimonoer. Julia brænder ikke for sit liv, sit job, sin familie og sine medsøstre. Hun står bogstavelig talt i flammer. Hun er ikke bange for at larme, fylde, slå ud med armene, grine så mascaraen løber eller sige fra niveauet er for lavt eller salontonen for skinger. Og jeg elsker hende for det! Julia har netop udgivet bogen Manifest og hun blogger næsten dagligt her. Nedenfor deler hun ud fra sin sommer (og jo! Det er officielt sommer et par uger endnu…)

Hvad skal du nå denne sommer?
Mine børn og min mand, og at være helt tæt med dem. Sommeren i år, er ikke en lang ferie, men brudt op af arbejde, og det er faktisk helt ok. Men når vi så rent faktisk ER sammen, så skal det simpelthen være så tæt, det er muligt at være. Derudover skal jeg nå at tænke mig om, at mærke efter, og tage det sidste halve år ind, sådan for alvor. Der er meget at være bange for i verden lige nu, og mange ting at være nervøs for, så jeg tror ikke det er dårligt at bruge de pauser der er, på også at tælle alle de ting, man kan være glad for, dem man elsker, og de omstændigheder, der gør at vi har mulighed for at leve så frie og så priviligerede, som vi har. På engelsk siger man ”count your blessings”, og jeg tror at det også er noget af det, der er værd at nå, så man kan sætte pris på den hverdag, man er så heldig at have, når den vender tilbage.

Og hvad skal du undgå?
For mange planer. For mange aftaler, der sætter rammer for tid, så man ikke bare kan lade den flyde, og være hvor man er.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Jeg synes ikke marcipan og kransekage nogensinde er i vejen. Jeg har lige været på Sicilien, og jeg opdagede at det er en ø, bygget af kransekage, sejlende på en grøn sø af pistaciecreme (årets aha-oplevelse er ”nutella” lavet på pistaciecreme). Ellers, en god salat, og et godt glas bobler eller fem.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?

Jeg har lige læst My Life on The Road af Gloria Steinem; den var muligvis det bedste memoir jeg nogensinde har læst. Derudover er den også en lektion i cicilsamfundet, og hvorfor vi er nødt til at deltage i det. Ellers kan jeg på det varmeste anbefale Peter Elsass Kunsten af være alene, som udkom i maj. Den handler om ensomhed, alenehed og solitude. Faglitteratur skrevet, så man både er underholdt, lærer noget og er nødt til at reflektere.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Mine børns stemmer, og deres konstante ønsker om enten at høre min mands musik eller Lukas Graham.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Farver, kjoler og kimonoer, masser af smykker, fine sko og flere farver. Præcis som jeg også helst vil have det om vinteren.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Alle de dejlige venner, jeg har, som jeg ser alt, alt, alt for lidt og for sjældent. Så skal de tage deres unger med, og vi skal starte tidligt og slutte sent.

Forventninger og snørebånd i maven.
Rank ryg og stor LEGO Ninjago taske.
Forældre, der febrilsk køber kleenex i Netto på vejen.
Kold vind men blå himmel.
Flag. Børn. Hænder der holdes. Hænder der klemmes.
Tårer, der holdes tilbage. Tårer, der vinder og tilkæmper sig plads i øjenkrogen.
Morgensang. Hårtoppe og store børn på otte, der kan teksten.
iPhones der fanger alt.
Opråb. Du skal alene op i din klasse.
Skoletaske og strømpesokker.
Det skal nok gå.
Nu og ni år mere.
Ballonerne sendes afsted mod himlen.

Jeg tror ikke, at jeg helt vidste hvad begrebet ‘sej’ kunne rumme, før jeg mødte Rachael. For jeg kender ingen, der matcher hende i netop sejhed. Eller sort humor for den sags skyld. Rachael har været min faglige livline, siden jeg mødte hende for mere end tre år siden. I dag er hun meget, meget mere end det. Hun er hende jeg ringer til, når lokummet brænder eller hverdagen snærrer. Hun er den, jeg kan spørge til råds, når korthuset er lige ved at trimle over, havregrøden er brændt på, bleen er sprunget i luften og tiden er løbet fra mig. Rachael er kvinde, jeg ville betro mit job, min privatøkonomi og min ‘bar-tap’. For hun er helt igennem hæderlig, loyal, knivskarp og allervigtigst uimodståeligt empatisk. Udover at være den danske mode- og skønhedsbranches mest afgørende, sympatiske og ukrukkede marionetdukkefører, er Rachael også mor til tre, gift og englænder. Særligt sidste del er vigtigt, for det gør at Rachael kan slippe afsted med bramfri ‘candor’ og altid kan lokkes med på en fyraftensdrink. Jeg ved ikke helt, hvor jeg ville være idag uden Rachael, men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke behøver finde ud af det. Mød hende lige her:

Hvad skal du nå denne sommer?
Jeg skal nå at blive færdig med arbejde, så jeg kan holde ferie med min familie (og nå at sove længe, slappe af og drikke en masse espresso martinier). Ellers er der bevidst ikke lagt de store planer i år: en smuttur til Berlin, besøg af gode venner, og familie fra England… Jeg skal også nå at se Game of Thrones. Jeg må snart være den eneste i Kongeriget, der ikke har set den.

Og hvad skal du undgå?
Cigaretter, offentlige strande og forlystelsesparker. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
En hotter fra grillen med et glas iskoldt øl. Ellers er min hofret om sommeren torskefrikassé med asparges, ærter og nye kartofler. I regnvejr står den på afternoon tea med kirsebærkage lavet af bærrene fra træerne i haven, skyllede ned med Earl Grey te. Man er vel ikke Brite for ingenting.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Sommerlæsning for mig handler om letfordøjelige, humoristiske ord. Egentlig er jeg slet ikke til selvhjælpsbøger men The Life-Changing Magic of Not Giving a Fuck af Sarah Knight rammer nok noget centralt hos os alle. Bogen en slags manuel for mental oprydning: hvordan kan vi sortere alt det, der ikke gør os glade fra – uden at være et røvhul? Generelt er jeg ret god til ikke at give en fuck, men der er altid plads til forbedring. Ellers er Charles Bukowski altid et hit at have med i strandtasken.

Hvis man ikke magter en bog, kan jeg anbefale podcasten You Must Remember This af Karina Longworth. Den handler om de glemte hemmeligheder og historier fra Hollywoods gylden æra, med saftige sladder og beretninger om ikoner som Marilyn Monroe, Humphrey Bogart og Elizabeth Taylor, samt institutioner som MGM Studios.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Min mand driller mig altid med, at min musiksmag gik i stå den dag vi for 15 år siden mødt hinanden. Jeg må give ham ret: Jeg er ikke særlig progressiv, hvad musik angår. Sommersoundtracket består derfor af nostalgiske favoritter, jeg altid vender tilbage til: Ian Browns Music of the Spheres, Thomas Dybdahls One Day You’ll Dance for Me, New York City, Leftfields Leftism og Massive Attacks Mezzanine krydret med Pixies’ Surfer Rosa. Hvis jeg kan overtale mine børn til at slukke for Nede Mette, altså.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Jeg er klart et inde-menneske, der føler sig mest tilpas indendørs iført løse bukser, ragsokker og strikbluser, som passer perfekt til den våde danske sommer. Jeg har det stramt med sommertøj. Når jeg er i vores hus på landet, ligner en blanding af Helena Bonham Carter og Hugh Hefner: Hvis ikke jeg render rundt i nattøj hele dagen, finder jeg et eklektisk miks af gammelt og slidt sommerhustøj frem fra skuffen – store, gamle trusser, en forvasket T-shirt, elastiktaljede shorts, en lang cardigan og træsko. Det er noget befriende over, at slet ikke skulle skænke sit ’look’ en tanke.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Brad er jo altid velkommen hos mig. Ellers Louis CK og Jon Stewart må gerne bane vejen forbi. Vi ville have den sjoveste fest.

Jeg kan takke min datter for mange ting. Hun har ikke bare ændret på mit syn på opdragelse, forældreskab, søskendeforhold og fordelene ved at have en flok af børn i stedet for et barn per voksen. Hun har også ændret mit syn på mig selv. For med Ellas tilkomst skulle jeg ikke bare forholde mig til, at blive mor til en datter og at mine drenge nu fik en lillesøster; jeg skulle også kigge på mig selv som rollemodel. For børn gør som bekendt ikke som deres forældre siger, de gør som de gør. Og selvom jeg hverken har nogen forventning eller forhåbning om, at min datter bliver en kopi af mig (hun er langt mere interessant helt som den lille, stærke sjæl, hun allerede nu udfolder sig som), så er jeg fuldt ud klar over, at hun vil kigge til mig først, når hun skal udforske, hvad det vil sige at være pige.

Min Ella har skrællet et lag af høflighedsfernis af mig. Jeg kan ikke længere tillade mig, at handle mod bedre vidende, underkaste mig pæn-pige-dogmerne eller føje min egen vilje, fordi det nu ‘en gang er sådan’ en mor/kvinde/kone/veninde bør gør. Hun har tvunget mig til, at forholde mig mere aktivt til mine personlige valg – og hun har smittet mig med sit eget fandenivoldske gå på mod. De halvandet år, der er gået, siden Ella er kommet til verden har været præget af en ny energi i hele familien; og hun driver os alle til at finde ud af hvem, vi vil være. Hun fik mig til at springe ud som vegetar, fuldblodsforfatterspire, en mere direkte kollega og en ærligere veninde. Og nok også som en mor, der tør indrømme, at jeg ikke gider lege med lego og har det helt fint med, at være hende, der rydder legetøjet op i stedet for at rydde det ud.

Og i den ånd gik jeg og min (mindst lige så fandenivoldske) søster igår ned, og gjorde det mest mainstream-rebelske man kan gøre. Vi fik malet hver vores symbolsprog på kroppen med nåle og blæk. Og vi beundrede dem, vi var glade, og en anelse berusede af, at man stadig som voksen kan føle sig lykkeligt frigjort ved, at gøre noget uendeligt småt til noget uendeligt stort. Dagen blev komplet da vi siden skålede i lyserøde drinks i Operaen til soundtracket fra vores tweens – Dirty Dancing.

Mine børn har ikke bare beriget mig med kærlighed, bleer, endeløse bunker af vasketøj, våde kys, krummer i sofaen, sand i seng og standup comedy shows på græsplænen i sommerhuset. De har også givet mig mødregrupper, og i disse har jeg mødt nogen af de bedste kvinder, jeg kender . Og det bedste: mødregrupper handler ikke (modsat den almene opfattelse) ret meget om børn, men virkeligt meget om transformationen til mor – og de medsøstre, der hjælper os med den. En af de kvinder, jeg er allermest taknemmelig for, at skæbnen og min ældste søn bragte til mig er Lise. Lise var min næsten-nabo, da jeg 21. december 2009 fik Storm. Og vi fandt hinanden kort efter og har holdt fast lige siden. Og det til trods for at Lise har haft den frækhed at rykke sig selv, mand og to seje døtre til Singapore.
Lise er no-bullshit. Hun er all action og meget lidt talk. Hun er ukrukket og lysende begavet, hun er indfølende men aldrig omklamrende. Lise bekæmper ikke andre mødre i vejen til trofæet som ‘årets mor’. Hun har det helt fint hernede med os andre dødelige, der godt ved, at indimellem hedder den bedste pædagog ‘vingummi’ og den mest tålmodige babysitter ‘iPad’. Jeg savner Lise. I starten var det hver dag, men nu er det ‘kun’ hver gang hun sender mig endnu et begavet link til en joke om livet som mor. Jeg er stolt af, at kalde lise min veninde, og jeg er taknemmelig for, at jeg altid kan vende mig til hende og få ærlige råd om karriere, kæresteliv og gode cocktails. Lise er Regional COO i Svitzer Asia, og i dag er hun gæst lige her:

Hvad skal du nå denne sommer?
En af de ting, vi bruger sommeren til, er at være sammen med de venner og familie, vi ikke har mulighed for at se i løbet af året. Derfor vil sommeren være fyldt af gæster i sommerhuset, ture til iskiosken og grill i haven – og vejret betyder faktisk ikke voldsomt meget for den plan.

Og hvad skal du undgå?
Jeg skal undgå at lave ALT for mange planer, og stresse rundt for at være mange steder på en gang. Mange planer er stressende for hele familien og der skal også være tid til at læse bøger og bygge huler i haven.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Der er SÅ mange ting, jeg glæder mig til at spise; nye kartofler, jordbær, smørstegt fisk, lakridser, den stenbiderrogn, min veninde har gemt i fryseren og meget andet. Hvis jeg skulle nævne én ting må det dog blive rygeost i salater, til grill, til kartofler…

Min regnvejrs ret er klar suppe med boller – det skal allerhelst være den helt klassiske MOU suppe og gerne med et lige så klassisk hvidløgsflute til. Nok ikke noget jeg ville byde gæster, men jeg kan virkeligt godt lide det.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Jeg har en ret bred smag, når det gælder litteratur og læser alt fra krimier, chick lit og Politikens bedst anmeldte – sidstnævnte er mine søde svigerforældre altid garanter for at levere i gavmilde strømme.

Den bedste bog jeg har læst i år er Sønner af Philip Meyer – en generationsroman, der foregår i Texas fra tiden med nybyggere og konflikter med indianere til olie boom’et. Bogen følger fire generationer, relationerne mellem dem og samtidig får man et historisk og helt anderledes indblik i tiden med indianere og cowboys.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Børnelatter, fuglekvidder og champagnepropper, der springer.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Masser af farver, kjoler og buksedragter og gerne blomsterprints. Og så håber jeg også der bliver mulighed for bikini’en.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Med udgangspunkt i at jeg selvfølgelig selv har inviteret alle dem, jeg vil se, så kunne det være hyggeligt hvis der dukkede et lille jazzband op og spillede sommerjazz til efter solen gik ned.
Og så ville jeg i øvrigt blive ret så starstruck, hvis Emma Watson kiggede forbi. Jeg er så betaget af, hvordan hun bruger sit rampelys til at sætte bæredygtighed og ligestilling på agendaen.

Hverdagen vendte tilbage i dag, og selvom jeg ikke ville bytte min hverdag for noget, kan jeg godt mærke, at en lang ferie gør mig lidt rusten i rutinerne. Tøjet var ellers lagt op i trip trap træsko bunker, madplanen nyskrevet, vækkeuret tilbage på fandens tid og selv humøret var klar til at angribe mandagen. Og så alligevel var jeg lidt træg i koderne i dag. Der blev nusset om uvæsentligheder og skiftet tøj to gange. Jeg havde glemt at kuldskær, aircondition og shorts ikke rimer; ligesom optimistiske to-do sedler hører nytåret til – ikke første dag efter en ferie med udflydende konturer, bløde regler og lange morgener med te, hygge, tegnefilm, nyordnede jordbær og udskåret vandmelon. Energien er der, men den skal lige skydes i gang. Varm kaffe og kys fra min mand hjælper meget. Og resten er vist helt min egen opgave. Kom an hverdag – du er jo mit bedste bekendtskab.

Fordi jeg selv skriver på ‘noget’, er jeg denne sommer særligt optaget af litterære stemmer og en teksts tone. Hvad er det, der får en fortælling til at virke sprød og nærværende; og hvorfor er det, at den omvendt kan virke konstrueret og fortænkt.

Jeg har prøvet at læse emner, der ikke ligger inde for min typiske komfortzone i bogvalg – og så har jeg gjort mig umage for at finde lydbøger, hvor fortællertone og stemmen der læser højt klinger symfonisk. Da jeg tilfældigt faldt over Stephanie Danlers ‘Sweetbitter’, og hørte den følsomt oplæst af Alex McKenna, var magien komplet.

Min morgenløbetur har været ledsaget af Tess på 22 fra Ohio, der rejser til New York for at finde den identitet, hun endnu ikke har etableret, og løbe væk fra det liv, hun oplever som småtskårent, provinsielt, udsigtsløst. Hun får job på en gourmetrestaurant, der ikke bare diverterer med søpindsvin, østers og Pouilly Fusé, men også har både bananfluer, kakerlakker, dulgte romancer og menneske misbrug på den uskrevne menu. Der er coke og Viognier, Fernet Branca og cigaretter. Der er stamkunder med excentriske hatte og spiseforstyrrelser, bartendere med ominøse tatoveringer og en særlig overtjener med rød læbestift og skjulte dagsordener. Der er brændsår fra varme tallerkener og tømmermænd fra våde nætter på den nærliggende Park Bar. Der er febervildelser og ækle sexscener. Men vigtigst at alt: der er nerve og autencitet i fortælling og tekst – og ikke mindst i stemmen, der læste højt for mig. Jeg kan ikke anbefale netop denne lydbog nok.

Den niende kvinde, I ikke bare skal møde her men også bør læse, er Agnete. Agnete er uddannet idéhistoriker, udgivet forfatter, flittig redaktør, uprætentiøs tænker og snart mor til tre. Og så er hun min nabokone og initiativtageren til vores “skrub af madklub” hver onsdag. Agnete vandrede ind i mit liv med røde sko på, og overrumplede mig med sit nærvær, sine fine betragtninger om familieliv, hendes upolerede tilgang til livet som kæreste, mor og ambitiøs skribent og hendes rummelige kærlighed overfor hendes medmennesker – min samfulde familie ikke mindst. Til september udkommer Agnete med sin anden roman, “en anden kvinde end mig”, og jeg glæder mig voldsomt meget til at læse den.

Hvad du skal du nå denne sommer?
Jeg skal nå at slappe af og nyde min graviditet. Jeg venter mit tredje (og sidste!) barn, og det er faktisk en vanskelig opgave at finde tid og ro til at nyde graviditeten, når man har andre små og store mennesker at tage stilling til.

Og hvad skal du undgå?
Jeg skal undgå at lave tusind halve aftaler med folk, jeg tror, jeg liiiige kan nå at se i løbet af sommeren. Jeg vil tilbringe tid med min familie og have få aftaler med gode venner, aftaler der inkluderer aftensmad og strækker sig ind i sommernatten.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Normalt er jeg ikke den store is-spiser, det har aldrig rigtig sagt mig noget, men efter tre uger i Italien, er der lavet om på det. Jeg spiste de lækreste sorbet-is hver eneste dag, så hvis der findes noget lignende herhjemme, tror jeg godt, der kan indføres noget mere is-spiseri – også i regnvejr.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Jeg læser ret meget… og er af en eller anden grund ret glad for forfattere, der hedder Thomas: Thomas Mann, Tomas Espedal og senest denne sommer Thomas Bernhard, hans roman, der hedder Gamle Mestre. Den er helt fantastisk og virkelig morsom og kulturkritisk. Det er en gammel sur mand, der taler. Hermed anbefalet.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Min datter på 8 har valgt soundtracket til familiens ferie i år. Fra bagsædet har hun rappet den mest groteske sang om nogle fyre, der kigger på fugle (‘piger’ red.). Jeg kendte ikke nummeret i forvejen, men har nu set det på youtube og det er helt langt ude. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg har lyttet til et eller andet mere sofistikeret, men nej.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Hvis vejret var til det, ville jeg gå i badetøj og en gammel t-shirt det meste af tiden. Det er den ultimative frihed, ikke at skulle tænke i alt mulig kluns.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Alle de skønne venner, der bor langt væk, og som jeg ser alt for lidt. Tænk hvis de dejlige damer kom hjem fra Berlin og Paris og Århus.

Jeg har flere gange hørt det i ferien: ‘vi er blevet for gamle til det her’. Og med ‘det her’ menes drikke Aperol og Viognier flere dage i streg. Glemme sengetider og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Håbe at børnene sover længe men inderst inde vide, at de nok står op før seks. Hvis vi er heldige kvart over.

Og da min mand og jeg således kapitulerede ‘tidligt’ igår aftes klokken halv elleve og trillede hjem gennem tusmørke med tre solbrændte, slikmætte, sovende børn efter en hyggelig grillmiddag med bedste venner, kom jeg til at tænke på, at jeg altid har været for gammel til ‘det her’. Jeg er født lidt gammel. Jeg har festet, jovist, men jeg har faktisk aldrig været god til at lukke festen, at blive ved, når de kulørte drinks satte ind post rødvin og tre-retter, holde ud til den lyse morgen og prøve at finde en taxa hjem, mens de morgenfriske er på vej efter grovbrød og Politiken, lufter deres Jack Russell eller sprinter afsted med høj hestehale og hørebøffer. Jeg kan lide at være hende i løbeskoene. Hende der har morgenmaden klar inden klokken otte. Hende der ‘får noget ud af dagen’. Det er hverken hipt eller ungt. Det er gammelt og en anelse dukset. Men jeg må eje den. Jeg elsker en god fest… men for min skyld må den gerne stoppe omkring midnat. Ellers ender jeg som et græskar.

Næste vidunderlige kvinde, I skal møde er Lone. Jeg kalder hende (sammen med alle, der elsker hende) Lonse, og hun er ikke bare en af mine nulevende yndlingskunstnere, hun er også mor til min barndoms bedste veninde, en af hovedårsagerne til, at jeg er blevet så frankofil , og så er hun et genneført æstetisk og elskeligt væsen. Lonse er uddannet lærer og har undervist i dansk, fransk, engelsk og billedkunst. Hun har født fire (!) børn, levet det meste af sit liv med deres far (og gør det stadig) og fordeler sin hverdag mellem Virum og Cabris i Provence. Lonse har en vidunderligt inspirerende stil der forener Bruno & Joel sko med Zadig et Voltaire gevandter, Nørgaard trøjer og skønne levn fra hendes unge hippie år. Og så giver hun mig i den grad lyst til at holde mig frisk, trænet og kunstnerisk forløst resten af mit liv – for “pensionist-tilværelsen” er ganske tiltalende, når den ser ud som Lonses. Mød hende nedenfor og se hendes smukke billeder HER

Hvad skal du nå denne sommer?
At være sammen med de gæster, som gerne vil besøge os i vores hus på en bjergskråning i Provence og få lavet nogle ordentlige malerier.

Hvad skal du undgå?
At blive irriteret over det, jeg ikke når!

Hvilken spise nyder du mest i solskin?
Smukke blandede salater med grønne salater, tomater, ristede kerner, fennikel, oste, jordbær, meloner, avocados, rødløg samt masser af oliven (ikke nødvendigvis alt sammen på én gang)

Og i regnvejr…
Her regner det aldrig!

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
For mig har det været en genial bog om maleren Paula Modersohn Becker, “Être ici est une splendeur” af Marie Darrieussecq. Den handler om kunst, om at vælge og om at være dedikeret. (Paula dør som 31-årig af en blodprop i det sekund, hun efter 18 dage i barselsseng steg ud af sengen for at fejre begivenheden omgivet af blomster og hele familien).

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Thomas Koppels “Improvisationer” optaget lige før hans alt for tidlige død. Det er min yndlingsmusik for faktisk tiende år i træk. Den er beroligende smuk, når man maler.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Min kimono syet af Tatiana Andersen Camre. Den er jeg voldsomt vild med.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Det ville være mageløst hyggeligt, hvis du kom forbi med hele banden!!!

Bornholm gør noget ved dig. Øen får dig til at tænke langsommere men klarere, trække vejret dybere, sove bedre og være tilstede i det nu, de fleste af os ellers jagter dagligt. Med andre ord: meditation i ferieform. Vi er så heldige, at have bedsteforældre, der ikke bare har hang til Bornholm, men også har sommerhus herovre – og når vi besøger dem, glemmer vi faktisk ikke bare hverdagen, men også tid og sted. Timerne glider umærkeligt fra dovne morgener ved veldækkede borde, til dåseskjul i haven, gåtur hen til hesten, frokost ved vandkanten i Hasle og solbeskinnede eftermiddage i Brændegårdshaven. Man vil slet ikke hjem herfra. Så til vinter, når mørket sætter ind før arbejdsdagen tjekker ud, vil jeg frekventere Bornholm i mine dagdrømme og spise røget fisk i solskin, have lange samtaler med min ømt, empatiske mor og indsigtsfulde far, flette fingre med min mands solbrændte hænder og lad mine børn spise en ekstra softice med drys.

Kvinde nummer syv i sommerkavalkaden er Aino. Jeg har lært hende at kende gennem mine børns institution, hvor vi begge sad i bestyrelsen, men hun er det tætteste, jeg er kommet på et veritabelt “Girl-Crush” i mit voksne liv, og jeg var sikker på, at jeg var nødt til at få hende som veninde, fra første gang vi mødtes. Heldigvis er mine tre børn tossede med hendes to, og Aino har kemi med mændene i mit liv (min mand og min far), der rækker udover det sædvanlige. Aino har en stålsat vilje, er en vaskeægte “go getter”, har en ekstremt høj arbejdsmoral tilsat en veludviklet portion empati og omsorg for sine medmennesker. At hun samtidig elsker løbeture, familietid, salade nicoise og rosé lige så meget som mig er kun et ekstra plus. Aino er Director hos Deloitte og en af hverdagens heltinder. Mød hende her:

Hvad skal du nå denne sommer?
Min ven Gromits Cucumber Yum Yum (måske på Ruths Hotel i Skagen ellers hjemme i haven), bade i Vesterhavet, at lære min yngste søn på tre-et-halvt at cykle, men mest af alt bare masser af gode stunder med mennesker jeg holder af. Og så vil jeg gerne lige revitalisere min yoga praksis, som er gået lidt ned den sidste måneds tid på grund af travlhed.

Og hvad skal du undgå?
At der går havearbejde i den!

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Aperol Spritz i solskin (ja, jeg ved godt det er en drink), chili con carne i regnvejr.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
“At tænke – hurtigt og langsomt” af Daniel Kahnemann. Dette værk er begået på baggrund af 50 års studier af mennesket og måden vi tænker og træffer beslutninger. Hypotesen er at hjernen hele tiden skaber illusioner, som til dels gør os i stand til at hurtigt at vurdere og konkludere hvad der er formålstjenstlig adfærd i en given situation, men at disse illusioner lige så tit snyder os til ikke-formålstjenstlig adfærd. Bogen handler om hvordan det umiddelbart rationelle kan være dybt irrationelt, og er et fascinerende indblik i menneskelig adfærd og tænkning. Bogen er let tilgængelig læsning og findes på Kindle, og derfor perfekt sommerlæsning for mig.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Jeg er altid et par år bagud på musik. Mit sommer soundtrack i år er (igen-igen) Stromae’s “tous les memes” og Tydes feat. Låpsley “Pray for You”. Og så s e l v f ø l g e l i g Stevie Wonder’s “Don’t you worry ’bout a thing” (yes, its corny, men prøv selv at sætte den på og se hvad der sker).

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Silkekimono, bare tæer og Essie’s Fifth Avenue.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest
Steffen Brandt og Sheryl Sandberg.

Jeg har været nonstop gravid eller ammende de seneste seks år. Festivaler har bare ikke været en option. Men i år sørger de overmenneskeligt, overskudsagtige bedsteforældre for, at min tre små får en miniferie på Bornholm fyldt med is, vandland, besøg til hestene, hule på hemsen og kys i hobetal. Imens er datter og svigersøn hensat til en tidslomme i Tisvilde, Musik i Lejet, og vi kan ikke sige nok tak.
Musik i Lejet er eksemplet på, hvad der sker, når der går Louisianaficering i en festival – i allerbedste forstand. Informationsegmentet møder det elektriske barometer. Du kan ikke finde pizza slices og pomfritterne har fået krøller og serveres med funky dip til formfuldendte vegetarsliders. Der er tatar og blåmuslinger, ingefærshots og smoothies med og vodka. Toiletterne er rene og selv lorten er biodynamisk. Pigerne er smukke i H&M trend, Isabel Marant og badedragter fra Freya Dalsjø x Mads Nørgaard. Cut offs og kortskaftede støvler. Mændene er fyldt med selvironiske tatoveringer og læderjakker bundet på skrå over ryggen.Christophers t-shirt forbliver crisp hvid selvom mere end en enkelt elleve-årig skal have et billede med ham; også min niece.
Vi har puttet glimmer på kindbenene og farver på neglene. Vi har gjort os umage med håret og humøret. Alex Vargas flirter fra 300 meters afstand med gæsterne, der er i audiens, men det er først, da de gamle drenge fra Dizzy Mizz Lizzy kommer på, at vi for alvor ser hvordan dansk rock-royalty ser ud. Slagkraftig, veloplagt og ja, faktisk hyggelig. Mødrene glemmer for en stund at børnene vågner før kl.6. De vil op på skuldrene af deres mænd og have en ekstra kaffe med Kahlua. Mændene headbanger lige så oprigtigt men knap så koordineret som i ’92. Et ekstra nummer og en ekstra fadøl… Inden vi trækker cyklen gennem Hovedgaden, der summer af liv og samtaler om “hvorfor han ikke kyssede mig?”, “så du hvor fuld Simon var blevet?”, ” den koncert sparkede røv”.
Jeg er overbevist. Festival anno 2016 kan godt være både rummelig og ren, sofistikeret og folkelig på en og samme tid. Musik i Lejet er det smukke stof, sommerminder er gjort af.

Livet omkring mig har det seneste halve år været præget af opbrud. Hvor jeg sidste sommer følte, at alle blev gravide, fik tilbudt drømmejobs eller fandt præcis det hjem, de kunne se deres liv blive levet i, er halvårsstatusen i år ganske anderledes. Jeg kan tælle mere end ti nære eller bekendte par, der har besluttet, at livet hver for sig er mere rigtigt end en fremtid sammen. Kendetegnende for dem alle er, at valget virker velovervejet og smertefuldt rigtigt.
‘Skilsmissen’ bliver ellers beskyldt for at være tabuiseret, når man læser damebladsartikler og interviews med forfattere, der fremlægger kortene fra det korthus, de er væltet med. Men jeg oplever det ikke som tabubelagt. Tværtimod er der kommet en nybølge af stærke individer, der vælger hvad de vil, frem for at følge en moralsk, økonomisk eller kulturel tvang. Det er klædeligt for kærligheden, at den er blevet lystbetonet frem for merkantil. Men det er ikke omkostnings- eller gnidningsfrit for de voksne, der går hver sin vej, børnene, der får deres familiefortælling skrevet om eller os venner, der lytter og serverer vin til, men nok ikke helt ved hvordan vi hjælper bedst. Eller om vi overhovedet er nogen nytte til.

Og midt i alt opbruddet konstaterer jeg så (med lykke i maven) at et nybrud er sket i mit eget liv. Jeg har fået en søster tilbage. Det krævede omveje, vildveje, misforståelser at finde herhen. Hun skulle passere de fyrre, og jeg skulle blive mor til tre før vi fandt hinanden – og for første gang nogensinde for alvor kan værdsætte hinanden. Der har været år, hvor vi gæstede hinandens lege og drømme, men altid kun på lånt tid. Der var år, hvor vi prøvede at forstå hinanden, men hvor vi blev voksne uden en eneste synkron bevægelse. Der var år, hvor vi morede hinanden, men ikke havde reelt nærvær; og der var også år, hvor vi kun var på tålt ophold i hinandens liv. Nu er der langsomt, umærkeligt men helt definitivt sket en ændring. Og vi har fundet en lykke og intimitet i hinandens selskab. Vi indgår ikke længere i et familiens fornuftsægteskab; vi har fået et tilvalgt kærlighedsforhold. Og denne nye, voksne relation føles uendeligt livsbekræftende midt i alle de ulyksalige brud.