Jeg er stor fortaler for, at vi som kvinder, mænd og alt indimellem har ret til at ville det hele. Problemet er, at hvor vi nok kan gøre hvad som helst, kan vi på ingen måde gøre alting. Jeg har haft en af de uger, hvor jeg ikke har sagt nej. Til noget. Jeg har prioriteret at rejse, arbejde, være sammen med mine børn, mine venner, min mand, mine ord, læse op op på arbejde, lade mig genforelske i Paris, nyforelske i forskning om hudpleje (!) og opstarte en litteraturklub med tre kvinder, der har kendt mig siden jeg var baby. Jeg har været til frisør med mine drenge og leget frisørsalon med min pige. Jeg har onlineshoppet, sauteret svampe, lavet urtete og drukket Sancerre. Jeg har kigget på billeder af tatoveringer med min bror og talt om bøgers forsider med min kære nabokone. Jeg har været i nærkamp med beskidte rødbeder; kommet hjem til en lejlighed, der var ordnet af husets nyeste (og kønneste) beboer – og så har jeg stiftet nyt bekendtskab med mine egne grænser. De er nået. Jeg er træt. Mæt. Og ikke ganske klar til kaldet fra en helt ny uge.

Jeg er sjældent kæphøj, men jeg er ret selektiv i mit ordvalg. For ordene danner rammen for vores oplevelse af virkeligheden, og jeg nægter at min virkelighed skal omtales som hård, uoverskuelig eller tung, når den er så priviligeret, som den er. For jeg har børn, der er lige dele sjove, frække og finurlige, en mand jeg er forelsket i efter mere end 10 år sammen og et job, jeg synes er den perfekte kombination af kreativitet, udfordring og tilfredsstillende opgaver. Og jeg har selv valgt, at kaste mange bolde op i luften samtidig og insistere på at gribe de fleste af dem selv, så når jeg indimellem er stakåndet, undersovet eller begge dele, kan jeg kun sende bebrejdende blikke til mit spejlbillede.

Men. Der er dage, hvor man har kysset for lidt, sovet for lidt, drukket for meget kaffe og hvor samtlige sokker har valgt at blive skilt fra deres partner. Hvor maden mangler krydderi, cyklen mangler luft i dækkene, og pusten er slået ud af hovedpuden. Vi har haft et par dage eller syv af den slags derhjemme. Og min mand var modig og sagde det højt: “lige nu er det altså lidt hårdt”. Jeg nikkede sammenbidt og ledte efter en minion-strømpe med mørkeblå striber i tårnet af rent men krøllet vasketøj. Og så gjorde jeg det, som børn godt må. Jeg tilstod (via sms). Til min mor og far. Og de lyttede bare lydløst (via sms). Og så løste de problemet, som kun forældre kan det. De giver os fri. Fri fra vores ansvar et par dage (eller fem!) og fylder vores unger med kærlighed, overskud, oplevelser og påskeæg. Jeg er taknemmelig på et niveau, ord ikke dækker. Og jeg hylder alle de bedsteforældre, der tager over, når vi forældre er i bund. I er super-glu når hverdagen vælter, når nullermændene er ved at vinde magtkampen i hjemmet, og når de små skal have luftforandring. TAK! Jeg lover at følge trop, når jeg en dag (forhåbentlig) bliver farmor og mormor.

Jeg har været på vinterferie med hele min lille, store familie og venner. Skiferie. Men jeg står ikke på ski og det gør familiens yngste medlem heller ikke (endnu). Men det gør alle husets mandlige medlemmer. With a vengeance. De er har knoklet op og ned af bjergsider i stiv kuling, snebyger og meget lidt sol. Og de har været seje, sammenbidte og storsmilende.
Jeg er stolt af dem. De er så voldsomt dygtige til noget, jeg hverken mestrer eller helt forstår. Og jeg under dem det fællesskab, jeg ikke er med i, men kan høre om over frokosten.
Og så er jeg faktisk også stolt af Ella og mig selv. Vi har fået det bedste ud af en ferie, der ikke helt passede til vores alder (hendes) og temperament (mit). Vi har hængt ud, har vi. I timevis. Med og uden de andre men med den fællesnævner for samværet, at vi har knyttet bånd omkring helt nye ting. Hendes voksende humor, horisont og bevidsthed. Om mit behov for kaffe, stilhed og gåture.
Og så har vi stået sammen i køkkenet. I timevis. Snittet, hakket, kogt og krydret. Og tømt opvaskemaskinen på kaotisk vis. Jeg håber, hun opdager at sammenhængskraften (i mit hoved i hvert fald) i en familie starter i køkkenet og ved spisebordet… Og at hun mange år frem, vil have lyst til at dele pladsen bag gryderne med mig

Feminismen ridder på en bølge. Det får vi i hvert fald at vide. Neo-feminisme er ikke bare en sociologisk strømning, nej, det er en decideret trend som modeblade gider at skrive om, designere klæder på og makeuphuse dedikerer rød læbestift til.
Det skal vi være stolte af. Os kvinder og mænd. Det betyder at arbejdet for ligestilling som min egen far har kæmpet for, min mand praktiserer og mine forbilleder som Ruth Bater Ginsberg og Gloria Steinem inkarnerer vinder frem. Den er muligvis ikke blevet en selvfølgelighed, men det er hverken unaturligt, usexet eller mandefjendsk at erklærer sig feminist. Det er næsten smart.
Men som med så mange andre skridt frem, er der altid et antal x skridt tilbage. I feminisme sammenhæng er de værste tilbageskridt de næsten umærkelige. Det er dem, hvor vi vil være nuttede. I kraft af vores køn. Hvor vi kvinder på blogs omtaler os selv i koket tredje-person. Når vi næsten fremhæver det som en kvalitet, at vi ikke kan parallel-parkere eller “forstår os på tal”. Når vi mener, at vi bidrager mere til den offentlige debat, ved at skrive passivt-aggressivt om sukkerpolitik på forældreintra, end ved at skrive en kronik, hvor vi åbner en flanke.
Så længe vi er nuttede, lavmælte, kønne – er vi sikre. Jeg synes, vi kvinder, skylder os selv og det samfund vi vil respekteres (ligeværdigt) af, lidt mere mod, lidt mere åbenmundethed, lidt flere ord der måske ikke pæne men som til gengæld er ærlige. Vi behøve ikke være nuttede, små dumme eller tossegode for at være elskværdige.

Jeg har ikke savnet at blogge. Men jeg savner at skrive. Ord, der bliver til sætninger, der bliver til kæder af mening, som har betydning for mig – og muligvis får det for dem, jeg deler dem med.
Men jeg har været ramt af hverdagen på godt og ondt; og ord-oaserne er blevet fortrængt til fordel for endeløse rækker af møder, aftaler, huskesedler, madplaner, forhandlinger. Af Star Wars LEGO, der skulle samles op fra gulvet; af flyverdragter, der skulle centrifugeres to gange for at blive tørre og lørdagens eftermiddage hvor lur, lykkefølelse og hjemmelavede måltider til inviterede gæster skulle gå op i en højere enhed. Min computer strækker over min træghed; jeg vægrer mig ved tanken over at købe en ny, men ved det er uundgåeligt.
Og netop som alle, der er noget ved moden, musikken eller muffen, søger væk fra blogmediet og over på Instagram, Snapchat og Periscope, synes jeg bloggen – især den ordrige af slagsen – er vigtigere end nogensinde. Jeg kan godt blive mæt af billeder – men aldrig, aldrig, aldrig af ord. Så I får nogle flere fra mig. Jeg vil faktisk gerne – og jeg tror, at jeg er ved at kunne kramme hverdagen, og ikke lade den få krammet på mig.

Siden 17. december har jeg været på ufrivillig digital detox. Min telefon er ødelagt, min låne-telefon er håbløs og jeg kan hverken modtage sms’er, tage billeder, høre audible eller ligge juledokumentation op på instagram. Jeg er handlingslammet version 2.0 – og det har været en gave denne jul. Min jul har været helt igennem analog. Med håndskrevne huskelister, ønskesedler og opskrifter. Med håndholdt hygge og historiefortælling. Jeg glemmer dagene, og jeg glemmer fødselsdage, sms’er og opdatering. Og jeg husker pludselig alt det, der er særligt vigtigt: at sove fem minutter længere med en tumling, der overgiver sig til sin lur; at hakke mandler og vende dem i pisket fløde ved midnatstid dagen før dagen; at drikke Riesling til resterne; og at bringe nye og gamle venner sammen til ‘Gumbo’ og bobler – og festrygning på en iskold altan.

Året i år, har været mit korteste og mit længste. Vi har været familie som aldrig før, med tre små børn, da året startede og tre (meget) større, nu hvor året går på hæld. Jeg har arbejdet noget, krammet mere, og når folk har talt om “Work/life-balance”, har jeg lært at ryste på hovedet. Det er ikke en balance, der skal findes – det er en serie af overvejede til- og fravalg, vi skal træffe (og stå ved!) hver eneste dag. At jeg følges ad med lige præcis min familie i mine valg, er jeg lykkelig over. Og at året lige om lidt kan lukkes i selskab med dem, nære venner og en hulens masse hjemmelavet mad og indkøbt champagne, er jeg dybt taknemmelig for. 2015 har været et velsignet år herhjemme – og et vanskeligt år for så mange andre; jeg håber, at karma giver tilbage til alle dem, der kæmper og har kæmpet i 2016 – jeg lover at dele ud af alt det, jeg har fået.

Om vi havde bestilt det, kunne timingen ikke have været bedre. En rokketand forstyrrede vores morgenmad i dag – og fik min ældste søn til at forkaste det nysmurte franskbrød, og stolt fremvise en smertende, rokkende tand. Hans sidste dag som femårig frembragte synlige beviser på, at en ny størrelse, alder, tid og sjælstilstand, er ved at indfinde sig i hans langlemmede (stødt voksende) krop. I dag en rokketand, i morgen tidlig en 6-års fødselsdag.

Jeg husker min egen seksårsfødselsdag ret tydeligt. Jeg følte mig stor. Jeg fik en babydukke med yndigt, langt nylonhår; vi hentede forårsruller på Shangri-La i Virum og lejede en moviebox på Statoil. Vi så Dumbo. Jeg fik labre larver og flødekarameller med pebermyntesmag. Jeg var lidt syg, men rask nok til at vælge hvilken natkjole, jeg ville have på (den hvide med lyserøde sløjfer printet på stoffet). Jeg talte i telefon med min bedste veninde, Lise. Og mine søskende legede med mig. Blindebuk.

Min store dreng har bestilt pandekager til morgenmad, pizza til aftensmad – og gerne æbleskiver indimellem. Vi skal i legeland og hente juletræ. Og på gavebordet skal der allerhelst ligge en heldragt, spionudstyr og en “bankboks”. Hans liv som 6-årig, bliver nok en hel del anderledes end mit tilbage i 1986. Men glæden, forventningen, spændingen og rokketænderne – de elementer er alle uændrede og uendeligt betydningsfulde.

Begrebet ‘tid’ er oppe i , ja, tiden. Vi brokker os over, at vi mangler den, ikke kan finde den, bruger den forkert eller er styret af den. Jeg har hygget mig igennem december – men jeg har ærligt talt også stresset over, at tiden slipper ud mellem fingrene på mig, at jeg bruger mere tid på vasketøj end på klip af julehjerter, og at jeg mangler timer, der er lyse med mine børn og ikke bare aftener, der er korte og trætte.

Men det er sådan hverdagen (også) er, og derfor er det heldigt, at vi har en nisse. Han bor på vores altan, og er dagens ‘comic relief’. Han overrasker os ved hver aften at tænde et stearinglys, larme og efterlade gakkede gaver til husets børn. Så midt i panik over mudrede flyverdragter og kostpyramider der skal dækkes ind på tyve minutter, punkterer nissen hysteriet og samler os. Om et. Om julen. Det er jeg taknemmelig for. Gid han blev boende januar med.

For et år siden på dette tidspunkt lå et lille menneske og pustede ud ved min side. Min lille datter. Ella. Jeg var – og er stadig – så overrumplet over alt ved hende. Hun valgte os , og vi er stadig på røven over hende. Alle fire øvrige familiemedlemmer.

Min datter har aldrig været ‘baby’, selvom jeg har omtalt hende sådan. Hun har været fuldgyldigt familiemedlem fra den dag, hun entrerede verden. Jeg har med lige dele stolthed og forundring iagttaget, hvordan hun indtager et rum, hvor selvbevidst hun er – og hvor lidt hun har brug for at blive ‘passet’… hvor meget hun ønsker at være en del af enhver social (eller professionel) begivenhed.

Hendes selvstændighed er prisværdig, hendes charme er elskværdig, og hendes glæde smittende. Hun beriger mig – og hun udfordrer mig. Vi er begge enige om, at barsel er ‘so last year’, og ingen af os orker vist at hænge ud i nogen som helst form for symbiose længere. Hun går, griner, brokker sig og udpeger nye mål i horisonten – non-stop. Og jeg har skrivekløe, kører budgetforhandlinger, kigger på Årstidernes ‘kasse-tildbud’, laver madplaner (sic!) og er mentalt på vej tilbage til en hverdag, der skal balancere mellem arbejde på fuld tid, familie-ambitioner på overtid, kærlighed til min kæreste og lommer af eftertænksomhed til mig selv.

Min lille store pige fylder et år i dag, og denne dag markerer, at vi snart vil have flere vågne timer hver for sig end sammen – i hverdagene i hvert fald. Men den markerer også – og langt vigtigere – at jeg har haft den udsøgte glæde af et helt intenst og intimt år med min første pige og mit tredje barn. Ligningen gik op! Vi er gladere med dig, kære Ella, i vores liv, end vi nogensinde kunne være uden. Du er brikken, vi manglede. Vi har rejst Frankrig tyndt, ammet på obksure lokaliteter, sunget falsk og kysset dybfølt. Tillykke med 1 år, kære (seje!) baby-dame! Du er en inspiration, hver dag, og du er kun lige begyndt dit virke. Jeg har forventninger til dig, der ikke er små – og du har allerede mere end overleveret. Tak!

Selvfølgelig blev de første rigtige skridt taget af min datter igår. Mens jeg var væk! Selvfølgelig. For når man vælger noget til, vælger man noget andet fra, og selvom jeg næsten ikke kan holde ud, at jeg ikke var vidne til de magiske trin, så var det en sund påmindelse om at “you can do anything, but you can’t do everything”. Og hendes søde far havde filmet det hele, inklusive jubel og tilråb og triumfgrin fra den sejrende, selvstændige. Jeg har i skrivende stund set den lille film 25 gange… eller mere. Men det var også et vigtigt vink med en vognstang om, at selvom jeg er helt central i mine børns liv, så kan de faktisk overleve – og endda udvikle sig! – i mit fravær. Jeg er ikke den eneste stjerne i deres univers, og det er jeg faktisk mere end taknemmelig for. Det ansvar kunne jeg slet ikke bære på min skuldre.

Tiden i selvvalgt eksil lakker mod enden. Senere i dag vender jeg hjem til hverdag, ramasjang, madplaner, putteritualer og en familie, jeg i den grad har savnet. Men tiden her har været fantastisk, givende og produktiv. Jeg har skrevet, tænkt og læst mere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg fik en mindre skrive-epifani, to nye projektideer og har kunnet sidde oppe til midnat uden en lyd omkring mig. Og skrive, drikke te, se på mørket. Jeg behøver ikke en charterferie og 25 grader for at lade batterierne op. Giv mig et skrivebord, et sødt værtspar med virkeligt gode køkkenevener og to dages fred, og jeg kan klare hele verden. I hvert fald en tætpakket hverdag som mor til tre.

Jeg kan næsten ikke forstå det, men i skrivende stund er jeg alene. Helt, helt alene. På et skriverefugium på anbefaling af en klog kvinde, der også er en mor med masser af blæk i pennen, og som ved hvad der skal til, for at ordene kan få sammenæng og fylde. Det kræver tid. Og ro. Det har jeg nu i spandevis over de næste 48 timer, og det er stadig ikke helt gået op for mig.

Som den opmærksomme medlæser vil bemærke, satte jeg en proces i gang for lige over to måneder siden. Mit ophold her er kulminationen på nogle rette intense måneder, som jeg stadig ikke helt fatter er kommet og gået i den fart, som de er.

Mit yngste barn står på spring til at smide sin baby-status. Hun går næsten, har et hoved fyldt med fint, gyldent hår, hun spiser udelukkende den mad, hun ser vi andre vil have, tænderne finder vejen frem i hendes smilende mund, og på torsdag er hun elleve måneder. Jeg har næsten ikke opdaget hvor meget, der er sket indtil jeg igår faldt over billeder af hende som helt nyfødt. Tid er det mest overvældende koncept; særligt når det synliggøres gennem et barns første år. Jeg elsker, at hun blver mere og mere sig selv, og jeg nyder oprigtigt, at hun nu kan undvære mig i mere end et par timer af gangen. Og selvom jeg ved, at vemoddet vil sætte ind, når hun i starten af januar, skal have sin egen hverdag i vuggestuen, føler jeg mig bedre rustet til overgangen denne gang end de to forrige. Hun er ikke så meget min baby mere; hun er hele familiens ekstra medlem, og hun virker så solid og klar til at kræve en større plads i verden.

I takt med min datters tiltagende selvstændighed, er min egen også vokset. For fødslen af en pige har sat tanker i gang om hvilken kvinde, jeg gerne vil være. For selvom min datter skal finde sit eget liv, sin egen vej og ikke mindst sine egne glæder, så kommer hun til at spejle sig i mig, og derfor er det så meget desto vigtigere, at jeg har respekt for den person, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Jeg troede, at denne erkendelse ville føre til et par babyskridt henimod en mere velfungerende og givende hverdag. Det er ikke tilfældet. Erkendelsen har ændret mit liv. Jeg har i større grad end nogensinde før sagt højt, hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil (mere). Jeg har turdet, at se i øjnene at alt det, jeg tror behager andre, ikke nødvendigvis behager mig selv. Det har været frigørende.

Og så har de sidste måneder også været overvældende, fordi livet har vist sig fra sin allermest nyforelskede side. Bryllupsdag i Hamburg (et helt døgn!) alene med ham, jeg er allermest vild med, en magisk aften hvor jeg mødte ‘min Hillary’, og blev mere end vanligt starstruck (jeg bliver desværre ikke mundlam, men derimod storsnakkende i den type sammenhænge – hun tog det nobelt og stilfuldt), hvor jeg følte mig så smuk og fin i uvant sorte gevandter (kjole, sko og jakke er fra et mine danske yndlingsmærker – By Malene Birger – som jeg kun er blevet mere vild med, efter at Christina Exsteen er blevet chefdesigner), en tur til Frankfurt (igen med min mand – hvor vildt med to dates på fremmed jord på to måneder!) hvor jeg løb mit 11. maraton, og blev mindet om hvorfor jeg elsker langdistance løb mere end nogen anden sport. Det er zen og viljestyrke i en og samme pakke. Lykken har fået flødeskum og kirsebær på toppen ved hjælp af en weekend i Halloween-højde, med børn i skelet-kostumer, skumfiduser i munden og glædesrus i øjnene. Og et helt nyindstiftet venskab, med nye skønne naboer, der er lige så vilde med bøger, rødvin og alt hvad der ligger indimellem, som jeg selv er det.

Taknemmeligt retter jeg nu blikket mod min opgave her. I mit eksil. At skrive, læse og lytte til den indre dialog.

Ugerne her i huset løber stærkt. Jeg er allerede i julehumør, mit yngste barn har passeret den magiske 10 måneders milepæl, mine store drenge er sultne efter hurtig mad og lune dyner efter dage i efterårsvind under en petroleumsfarvet himmel – og jeg nyder at jeg kan iføre mig hatte, huer og alle afarter af tørklæder, uden at skele til tanker om ekstremisme ud i mønstermix. Jeg genser dokumentaren om Iris Apfel, tager arbejds-hælene på og er på kontoret et par dage om ugen, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig over, at vi ikke er underlagt det hysteri, som sundhedsstyrelsen nu prøver at underkaste mine yngre kønsfæller. Om at de skal få børn. NU. Ikke når de er klar eller har fundet den rigtige mand eller kvinde at skabe en familie med. Men nu, mens deres æg er talrige og løse på tråden.

Børn er en gave. Særligt når man kan få lov til at vælge at få dem, når overskuddet og hjerterummet kan følge med. Tænk hvis vi lavede en kampagne om, at vi skulle vælge plejehjem når vi fyldte 60 – bare for at være på den sikre side. Tænk hvis vi valgte galt, når først vi var ramt af demens/gigt/livstræthed? Tænk hvis vi lavede en kampagne om, at vi skulle gifte os NU. Ikke fordi vi havde mødt en åndsfrænde, vi ønskede at dele vores liv, krop og økonomi med, men fordi al statistik viser at gifte par lever længere og lykkeligere. Absurditeten er åbenlys – ligesom den burde være det, når en velmenende offentlig instans fortæller os, at vi skal knalde – ikke for vores egen glædes skyld, men for fædrelandet. Det er ikkw humor eller fornuft – det er knald i låget.

Indimellem skal man være alene, for at kunne være sammen. I hvert fald når man har så stor en lille familie, som vi har hjemme hos os. Fem personligheder, der alle fylder på hver deres måde, er underholdende og udfordrende, og selvom jeg er fan af det selvforskyldte kaos, min mand og jeg har skabt, kan der også være en hvis lykkelig fred over, at sætte sig på sin cykel og tage på arbejde, snøre løbeskoene en tidlig morgen og være alene i mørket, eller at gemme sig med avisen i en krog i køkkenet, når børneværelserne snorker og vores lille cafetiere summer på komfuret.

Men ‘alene sammen’ er også en disciplin, der velsigner vores familieliv. Som i weekenden, hvor far og ældste søn to alene på skaterbanen for at øve tricks og afprøve superheltekræfter. Eller når jeg alene med min treårige bruger næsten en time i Tigerbutikken for at vælge en enkelt skat til en tier. Eller formiddagene med en pludrende baby-datter, der vælger hvornår vi skal spise, drikke, luftes og lukke øjnene. Dér er vi alene sammen, og der lader vi op til eftermiddagens støjniveau, vandcirkus i badekarret, snack-uddelingen under madlavningen og aftenens ritualer af bøger, sang og putning.

I morgen skal jeg være alene sammen med min mand i et helt døgn. For første gang i tolv måneder. Vi skal være alene om at fejre, at det er ni år siden vi valgte at sige ja til hinanden. Og at vi her ni år senere, stadig elsker at være alene sammen.

To sms’er tikkede ind i torsdags. Fra to kvinder, der er mødre som mig, arbejdsheste som jeg og overbeviste disciple i princippet ” Det behøver ikke være enten-eller, det kan være både og”. Præcis som jeg selv er det. De ønskede mig tillykke. Tillykke med at jeg er tilbage på arbejde, selvom jeg ikke har sluppet barslen helt. På samme måde som jeg aldrig slap arbejdet, mens jeg var på barsel. “If it feels like work, you are doing it wrong”. Det gælder i alle livets henseender. Jeg hader, når forældre omtaler tiden de bruger med småbørn som ‘arbejde’ – eller når folk brokker sig over, at deres job ikke tilfredsstiller alle åndelige aspekter i deres liv. Vi skal simpelthen tage os sammen, brokke os mindre og glæde os mere. For den måde vi omtaler vores verden på, bliver måden vi oplever den på.

Det var fantastisk at være på arbejde i sidste uge. At tage de høje hæle på igen, at udveksle ideer uden afbrydelse, at møde mine gode kolleger og ikke mindst: at være fokuseret. Og det var dejligt at komme hjem til en stor, glad baby, der bød mig velkommen med lykkelyde og spillende øjne. Og at vide, at et eller andet har vi gjort rigtigt. For livet som det leves ligenu er sovset ind i hverdag, rutiner, planlægning og putning – og vi nyder faktisk oprigtigt det hele.

Sidste uge var fyldt med tanker , og selvom de hverken er sluppet eller glemt, er de fordøjet lidt. Min strategi, når verden er overvældende, er altid systematisk. Jeg bliver til min far. Jeg indser, at jeg ikke kan ændre på alt, men jeg kan gøre noget. Og så er opgaven for mig, bid for bid, at handle i overensstemmelse med min bekymring. I det små betyder det at donere penge til de fantastiske organisationer, der hjælper dem af os, der har mest brug for det (for mig er det et system jeg ikke tænker over: jeg donerer fast penge til amnesty international, unicef, plan og senest er jeg blevet danner ven ), læse mig til et vist overblik over gruens omfang, sætte mit kryds et sted, der ikke nødvendigvis tjener min egen pengepung men derimod min samvittighed, og ikke mindst tale om samfundssind og fællesskab derhjemme – og synligt praktisere de værdier, min mand og jeg er enige om er vigtige. Min ældste søn synes indimellem, at jeg har for travlt – ‘du sidder aldrig ned, mor’, kommenterede han undrende i sidste uge. Han syntes jeg spildte min tid med gøremål; jeg blev stolt over at han registrerede, at foretagsomhed er en nøgleværdi for mig, der selv er vokset med forældre i evigt vigør. I det større billede er det at bruge min egen beskedne indflydelse gennem skrevne og sagte ord på at ændre verden lidt – en opgave jeg stiller mig ydmyg men ikke opgivende overfor.

Og når mit hoved således – som det blev i nat – er fyldt op af nære problemer, som en lille baby med feber, og morgenradioen afslører, at det ikke ‘bare’ er en kortvarig flygtningestrøm men en omfattende menneskevandring, vi skal forberede os på, får jeg brug for en pauseknap. Min søde mand kender kuren for mig, og ordinerede en lang løbetur mens han nussede om vores lille pige. Jeg kan ikke sig det nok: at løbe er et mirakel, og den eneste hobby, sport og form for meditation, jeg aldrig bliver træt af. Hvad enten man løber mod et mål eller bare mod lidt mening, så forløser løbeskoene. Løb redder ikke hele verden, men en løbetur kan pleje din sjæl. Og i dag var min tur i solskin særligt berigende.