De sidste par uger har været en hvirvelvind. Tidszoner, opgaver, indtryk og samtaler, som jeg er væltet ind og ud af. Det har været sjovt. Rigtigt sjovt. Men også lærerigt, fagligt berigende og helt igennem stort. New York er en vidunderlig by, og jeg fik både lov til at møde talentfulde forskere, skarpe designere og gå i fodsporene på de bedste artister i skønhedsbranchen. Og jeg kunne nok have fortsat et par uger endnu med meget mere arbejde, input og inspiration, hvis ikke to ting havde spillet ind.
Vigtigst: min familie! Jeg har savnet dem. Ikke store forkromede tivoliturer eller daglange udflugter til Helgoland. Bare samvær. Ved siden af hinanden. Læsestunden med min store skoledreng, stand up showet fra min mellemste og at lave Bjørk-frisure på min egen Pippi-pige. Og jeg har savnet at fortælle min mand om min dag, høre hans begejstrede anekdote fra afleveringen i børnehaven og te-tid med min bonusdatter i sofaen om aftenen. Hverdagen er uovervindeligt rig, uanset hvor spektakulært de ydre rammer gør sig til.
Den anden joker var min ellers så pålidelige krop, der fragter mig alle vegne, giver mig løbeture og (nu!) yogafred, madlykke og duftrigdom. Den krop, der finder sig i for meget kaffe og i ferie-cigaretten; i rødvinen, natmaden og at mellemmåltidet ikke blev nået. Den krop har savnet søvn, ro og lidt off-tid. I weekenden aflyste den mit halvmaraton og i disse dage har den sat mig på penicillinkur og nedsat arbejdsstyrke. Så kan jeg lære det, kan jeg. Og dét har jeg nok rigtigt godt af.

Det har altid undret mig, når venner eller bekendte med familie, lykkeligt beskrev endnu en rejse, de skulle på i ‘embedsmedfør’. Hvordan de henført kunne tale om lounge-besøg med salte snacks og dovne bobler (‘det hele er gratis!’) og hotelværelsers snaskede roomservice og pay per view efter en segnefærdig dag fyldt med møder og betydningsfulde beslutninger. Jeg drømmer ikke om endnu en forretningsrejse, og da min chef for nyligt spurgte mig ‘Are you moveable?’ i forbindelse med en samtale om min fremtidige karrierevej, kunne jeg svare ‘Hell no!’ uden at vakle. Jeg elsker at arbejde, og jeg elsker mit arbejde. Jeg har faktisk ikke prøvet, at være i et arbejde, jeg ikke kunne lide, og som jeg ikke følte berigede mig i en større eller mindre udstrækning (om ikke andet så med materiale til morsomme, fremtidige nøgleromaner). Men jeg vil gerne hjem. Helst hver dag. Jeg vil gerne spise hjemmelavet mad med mine fire børn og min mand, jeg vil gerne kunne invitere bedsteforældrene med, jeg vil gerne have at ‘tossede moster Nille’ kigger forbi, jeg vil gerne deltage i vores nabomadklub og jeg vil rigtigt gerne have besøg om fredagen til fede oste, sprøde salater og kølig Pinot Noir. Jeg er og bliver en homebody, når det kommer til fritiden.

Derfor snusede jeg også ekstra grundigt til min ældste søns nakke, da han i nat kom listende ved to-tiden for at sove imellem mig og min mand. Jeg savnede ham på forskud. Jeg skal være væk i næsten en uge fra min lille familie og det skærer lidt i hjertet. Som altid.

Men. Jeg har jo som nævnt et job, der passer mig endnu bedre end lyserøde handsker, store øreringe og leopardplettede kimonoer. Jeg har et job, der sender mig til New York – sammen med kloge, dygtige kvinder – for at undersøge, opleve og rapportere om, hvad der rører sig ikke bare på skønheds- og modefronten, men også i kvindeliv, gadekultur og den helt særlige performance kunst, som modeshowet er som disciplin.

Jeg skal se hvilke farver essie nu skal lægge på Alexander Wangs modeller sammen med hende her, og jeg skal se hvordan denne cool kvinde slår sikrer penselstrøg, som en del af team Maybellines stærke makeup-hær. At sige jeg glæder mig til inputtet de kommende dage, yder ikke retfærdighed til min sindsstemning omkring det, der venter mig. Min indre trendforsker, modenørd og skribent jubler; men moderen, kæresten og datteren i mig ved også, at sengen hver aften vil være for tom, morgenen for stille og aftensmaden alt for lidt kaotisk.

I morges fik jeg en særligt dejlig kompliment, der var ledsaget af en mødeindkaldelse. En kollega, jeg deler kontorfællesskab med men ikke daglige opgaver ville gerne have en snak. Om tid. “Og kan vi gøre det over frokost en dag?” Min søde kollega, er en ambitiøs kvinde ligesom jeg selv. Ambitiøs forstået på den måde, at hun gerne vil det hele: være der for sine to børn, være en dygtig medarbejder, være opfyldt i sit parforhold og samtidig have både mascara og matchende tøj på hver dag. Hun er typen, jeg altid ser med et smil på gangen, hende der spørger til din weekend og som holder døren for andre. Hun vil vide hvordan jeg med tre børn, et job jeg mere end elsker, en solid fetich for køkkensysler og skriverier og en mand jeg er ret så forelsket i jonglerer med alle boldene. Og jeg føler faktisk at lige præcis her, at jeg med mit tredje barn har opdaget et par sandheder, der er værd at dele ud af. For ud over, at de mange lyster og pligter stiller krav til benhård prioritering, til at sige nej flere gange end man har lyst til og til at se færre venner end man gerne ville, så er der faktisk tre guldkorn, der gør ambitionerne lettere at indfri.

BED OM HJÆLP – der er ikke nogen, der takker dig, fordi du arbejder dig ned i et hul af stress eller en konstant følelse af at være bagud. Men der er mange (flere end jeg var klar over), der bliver glade for at få lov til at byde ind, tage fra og give en hånd (ja du må gerne hente børnene for mig, tage en forret med eller rede sengen)…og det fede er, at hver gang du har overskud på kontoen (jævnfør den hjælp, du har modtaget), kan du jo passende give noget tilbage til værdigt trængende.

STOP DIN BROK – opgaverne bliver hverken færre eller federe af, at du brokker dig over dem. Ligesom det ikke holder op med at regne, fordi du knytter næven mod de sorte skyer. Så hold kæft med de sure opstød om, at du ikke kan nå dine opgaver, hold op med at omtale børnesamvær som ‘pasning’ eller ‘arbejde’ og lad være med at rive sig i håret over, at du ikke kan nå aftensmad. Fjern alt fra din ‘to do’ seddel, så du kun har tre ting om dagen du SKAL nå (og gør dem til gengæld GODT!), kys dine unger og bær over med rodet/krummerne i sofaen/ tuschfarven på bordet og spis rugbrødsmadder eller risengrød til aftensmad (… mig bekendt kan enhver overleve på den diæt en dag eller to om ugen).

OG SIG TAK – til alle! For hjælpen, for smilet, for kaffen, for opmærksonheden. Selv for den passivt-aggresive arbejdsmail eller den uforskammede telefonopringning. KILL THEM WITH KINDNESS. For hver gang du siger tak til en anden, siger du i virkeligheden mere tak til dig selv.

Mandagstanker i selvhjælpsform. Værsgo fra Guru-Gerstenberg… der stadig øver sig på samtlige tre punkter.

Hvis du har fulgt min blog mere eller mindre trofast, vil du vide, at Paris ikke bare er en by jeg holder af, har boet i og besøger jævnligt. Det er også et univers, jeg er håbløst forelsket i, som jeg ved aldrig bliver mit hjem eller en del af min hverdag, og som nok er et sted, jeg ynder at besøge så ofte som muligt, men netop kan fastholdes i min fantasi, fordi det ikke er min by, og jeg tilhører ikke den.

Paris er allerbedst, når man deler dens magi med andre. I denne uge havde jeg det udsøgte privilegium at rejse til Paris, men med min mor (som jeg har været i Paris med en håndfuld gange) og mit mellemste barn, der skulle opleve Eiffeltårnet, Metroen, Marais og Madeleine for første gang. At sige det turen har været vidunderlig er en underdrivelse. Jeg kunne ikke i min mest optimistiske planlægning have udtænkt de sidste dage, som de har udspillet sig. Min fire-årige har været en sand ‘trooper’, der tålmodigt har fundet sig i krav om stilhed og tisseforsøg inden flyvning til langstrakt frokost på restaurant og lidt ventetid i prøverummet hos Comptoir des Connotiers. Og så har han begejstret indtaget såvel synet af Eiffeltårnet som den tilstødende legeplads, været karruselridder på en 100 år gammel én af slagsen, spist sorbet på Place des Vosges og pommes frites på Marché Saint Honoré. Han har charmeret storsælgende butiksbestyrer og den servile concierge, og han har fundet på dykkerlege i badekarret og læst haj-bog med mormor i dobbeltsengen. Han har reddet på mine skuldre, når vejen var for lang, og faldet i søvn uden aftensmad, men mæt af indtryk hver eneste aften.

Og min mor. Min mor. Jeg har altid elsket, beundret og værdsat min mor, men vores tur til Paris var en velkommen påmindelse om alt det, jeg allerede vidste. At min mor er den ultimative livsnyder med hjertet på det mest velplacerede sted. Hun er kvinden, der hellere vil følge sit barnebarns end sin egen snude; mormoderen, der utrætteligt læser højt, arrangerer snacks, finder på feriegaver og underholder med historier om dyr, børn eller bedst af alt: hendes liv sammen med ‘morfar’. Hun er typen, der hellere vil holde picnic på gulvet end være på trestjernet restaurant, og kvinden, der hellere vil være generøs med sine tanker og overvejelser end at gemme dem nærigt for sig selv. Hun får mig til at føle lykke, når jeg vågner ved lyden af hende og Buster, der allerede er i gang med at tegne pandaer og spise brødstænger inden klokken har passeret syv. Og hun smiler indforstået til mig, når min lille dreng spørger om ‘Kursus går på vandet’ (ja, han mente Jesus!), eller om jeg ikke synes at den multifarvede ‘Minions’ t-shirt er flot. Jeg vil rejse til verdens ende med min mor; og endnu mere vil jeg inkludere hende i så meget af mit levede lov som muligt. Paris er fantastisk, men med de rigtige rejseledsager, bliver byen uimodståelig. Allez-y!

Æblerne smager anderledes nu. Syrligt sødt med en snert af den blæst, der har antaget efterårets sprøde bid. De er så lækre alene at jeg ikke kan spise nok – men de er også i godt selskab med friske figner, mørke blommer, gedeost, valnødder, hjertesalat, honning og rosmarin. Vi er på vej ind i min yndlingsårstid; ikke bare madmæssigt men også når det gælder lyset, farverne, duftene og stemningen. September er måneden med den perfekte blanding af sentimental melankoli, stearinlys, Camillas hjemmebag og te, der er varm af kanel og lakrids. Jeg har lyst til at være hjemmestrikket og tænksom om aftenen; foretagsom, kreativ og igangsættende om dagen. Og så har jeg lyst til at rejse og suge nye indtryk til mig efter en tilbagelænet sommer i mit rare, hyggelige og trygge hjem. Og fordi sommeren går på hæld ville jeg afslutte min sommerkavalkade ved at svare på mine egne spørgsmål – i retrospekt. Læs med nedenfor.

Hvad nåede jeg denne sommer?
Faktisk det meste af det, jeg gerne ville. Jeg fik besøgt virkeligt mange loppemarkeder med mine tre sjove børn, og købt masser af bagefade, ninjago-mænd, sværd og en enkelt dukkevogn. Jeg sad på terrassen med min mand efter puttetid og fik rosé og samtale i fineste forening. Vi havde masser af spontane middage, legeaftaler og en hel festival fyldt med musik, kys, nostalgi og et par grineflip. Og ikke mindst hyggelige dage på Bornholm med min søster, far og mor. Jeg har læst smukke bøger, morgenbadet hver dag (pånær to svipsere), løbet ture og drukket Aperol spritzer. Perfekt.

Og hvad undgik jeg?
Solskoldning og pligtinvitationer.

Hvad spist vi i solskin – og i regnvejr?
Vi bager altid masser af pandekager og grove boller, når det regner. Der må man også gerne hælde et generøst skvæt kahlua i aftenkaffen og drysse ekstra parmesan på sin ratatouille. I solskin (og faktisk også i overskyet vejr) har vi levet af alverdens salater hvis eneste gennemgående tema var fisk, skaldyr, nybælgede ærter, masser af friske krydderurter og små frække overraskelser som fennikel, søde ferskner eller den der chili, der bider uden at brænde.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Jeg mener jo, at alle burde læse Scott Fitzgeralds Tender is the Night om sommeren, når der er tid og ro. Men i år var jeg også meget glad for at læse Pattis Smiths sørgmodige M Train og Lindy Wests tankevækkende opråb Shrill

Hvad blev soundtracket til ferien i år?
Vi har hørt Mads Langers Heartquake på repeat. Derudover har Låpsley, MØ og Alex Vargas været sublim underlægningsmusik til gennemført sommerlykke.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Jeg er en die-hard boho-hippie-gøgler…så tusind armbånd, øreringe, ringe og halskæder. Dertil blomstrede kjoler, spraglede bukser, blondechemiser, armyskjorter og gerne en termojakke fra Mads Nørgaard, når vejret driller. Hvis en fest byder sig til, vil jeg aller helst have en kimono på fra T.A.C. eller en ‘pyjamas’ fra Lovechild. Jeg elsker sandaler fra Ancient Greek Sandals og Marni – og Minnetonka mokkasiner har jeg levet i, siden jeg var på summer camp i upstate New York i 1995. De passer til alt. Ryger jeg undtagelsesvis i et par høje sko i ferien skal de være fra Yvonne Koné eller Tabhita Simmons.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Jeg vil jo helst være omgivet af familie og venner sommeren igennem. Men hvis jeg måtte vælge et par ekstra gæster ville jeg virkeligt gerne have besøg af Hilary Clinton, Amy Poehler, Magrethe Vestager, Christy Turlington, Joan Didion, Carine Roitfeld, Diane von Furstenberg og Barbara Streisand. Jeg tror samtalen ville være ret så livlig – og ret så interessant.

Jeg kunne ikke helt forstå det. Igår. En lille snigende tristesse fandt mig sidst på morgenstunden; og det gav ingen mening. Weekenden var vidunderlig! Jeg havde knoklet en uge med de ting, jeg bedst kan lide: trends, udsyn, strømninger og lanceringen af en helt særlig kollektion. Jeg havde nået at have nærmest hele min familie til uformel tirsdagsmiddag, lave mad til en kreds af skønne kvinder torsdag og synke ned i både litteratur, research og årstidernes gårdbutik fredag – for at afrunde ugen med loppemarked, hjemmebag, navnefest og at lave lyserødt hår på min yndlingsniece. Selv min bonusdatter havde sendt glade livstegn fra sin ferie i Thailand, og min mand sikrede sig, at jeg kunne indhente lidt af mit underskud på søvnkontoen (TAK!). Men alligevel. Jeg var lidt off. Og så gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg havde lige sagt farvel. Igen. Til et univers jeg havde forelsket mig i, en fortællerstemme jeg sympatiserede med og en genial tematik om køn, kropslighed og eksistens, der i den grad kom bag på mig. Jeg savnde allerede den bog, jeg netop havde afsluttet. Jeg savnede mine nye venner, jeg måtte tage afsked med, da sidste kapitel var læst. Og det savn bliver ikke helt udfyldt, før jeg er godt i lag med næste bog i stakken. Hvem sagde bøgernes verden ikke er virkelig?

Man skal aldrig blive for voksen eller for fin til fan-mail. Det har jeg erfaret gang på gang. Ros er ikke bare skønt at få – det er virkeligt oplæftende at levere, når den er berettiget. Det var den særligt for mig, da jeg under min første barsel læste Julia Lahmes gudsbenåede mor-manual “Hvor lagde jeg babyen”, og ikke bare forelskede mig i bogens ærlige tone og befriende politiske ukorrekthed, men også i personen bag bogen. Jeg skrev en mail til Julia, og det var måske et af mit livs bedste ‘moves’. Siden er Julia nemlig gået fra at være min penneveninde (det tog os næsten tre år reelt at mødes… jeg fik et barn mere i mellemtiden), til at være min veninde, søster, samarbejdspartner, ærlige kritiker og medaktør ud i korstoget: at tale klogt, uddannet og oplyst om kvindeliv, skønhed, kultur, mode, feminisme, stiletter og kulørte kimonoer. Julia brænder ikke for sit liv, sit job, sin familie og sine medsøstre. Hun står bogstavelig talt i flammer. Hun er ikke bange for at larme, fylde, slå ud med armene, grine så mascaraen løber eller sige fra niveauet er for lavt eller salontonen for skinger. Og jeg elsker hende for det! Julia har netop udgivet bogen Manifest og hun blogger næsten dagligt her. Nedenfor deler hun ud fra sin sommer (og jo! Det er officielt sommer et par uger endnu…)

Hvad skal du nå denne sommer?
Mine børn og min mand, og at være helt tæt med dem. Sommeren i år, er ikke en lang ferie, men brudt op af arbejde, og det er faktisk helt ok. Men når vi så rent faktisk ER sammen, så skal det simpelthen være så tæt, det er muligt at være. Derudover skal jeg nå at tænke mig om, at mærke efter, og tage det sidste halve år ind, sådan for alvor. Der er meget at være bange for i verden lige nu, og mange ting at være nervøs for, så jeg tror ikke det er dårligt at bruge de pauser der er, på også at tælle alle de ting, man kan være glad for, dem man elsker, og de omstændigheder, der gør at vi har mulighed for at leve så frie og så priviligerede, som vi har. På engelsk siger man ”count your blessings”, og jeg tror at det også er noget af det, der er værd at nå, så man kan sætte pris på den hverdag, man er så heldig at have, når den vender tilbage.

Og hvad skal du undgå?
For mange planer. For mange aftaler, der sætter rammer for tid, så man ikke bare kan lade den flyde, og være hvor man er.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Jeg synes ikke marcipan og kransekage nogensinde er i vejen. Jeg har lige været på Sicilien, og jeg opdagede at det er en ø, bygget af kransekage, sejlende på en grøn sø af pistaciecreme (årets aha-oplevelse er ”nutella” lavet på pistaciecreme). Ellers, en god salat, og et godt glas bobler eller fem.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?

Jeg har lige læst My Life on The Road af Gloria Steinem; den var muligvis det bedste memoir jeg nogensinde har læst. Derudover er den også en lektion i cicilsamfundet, og hvorfor vi er nødt til at deltage i det. Ellers kan jeg på det varmeste anbefale Peter Elsass Kunsten af være alene, som udkom i maj. Den handler om ensomhed, alenehed og solitude. Faglitteratur skrevet, så man både er underholdt, lærer noget og er nødt til at reflektere.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Mine børns stemmer, og deres konstante ønsker om enten at høre min mands musik eller Lukas Graham.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Farver, kjoler og kimonoer, masser af smykker, fine sko og flere farver. Præcis som jeg også helst vil have det om vinteren.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Alle de dejlige venner, jeg har, som jeg ser alt, alt, alt for lidt og for sjældent. Så skal de tage deres unger med, og vi skal starte tidligt og slutte sent.

Forventninger og snørebånd i maven.
Rank ryg og stor LEGO Ninjago taske.
Forældre, der febrilsk køber kleenex i Netto på vejen.
Kold vind men blå himmel.
Flag. Børn. Hænder der holdes. Hænder der klemmes.
Tårer, der holdes tilbage. Tårer, der vinder og tilkæmper sig plads i øjenkrogen.
Morgensang. Hårtoppe og store børn på otte, der kan teksten.
iPhones der fanger alt.
Opråb. Du skal alene op i din klasse.
Skoletaske og strømpesokker.
Det skal nok gå.
Nu og ni år mere.
Ballonerne sendes afsted mod himlen.

Jeg tror ikke, at jeg helt vidste hvad begrebet ‘sej’ kunne rumme, før jeg mødte Rachael. For jeg kender ingen, der matcher hende i netop sejhed. Eller sort humor for den sags skyld. Rachael har været min faglige livline, siden jeg mødte hende for mere end tre år siden. I dag er hun meget, meget mere end det. Hun er hende jeg ringer til, når lokummet brænder eller hverdagen snærrer. Hun er den, jeg kan spørge til råds, når korthuset er lige ved at trimle over, havregrøden er brændt på, bleen er sprunget i luften og tiden er løbet fra mig. Rachael er kvinde, jeg ville betro mit job, min privatøkonomi og min ‘bar-tap’. For hun er helt igennem hæderlig, loyal, knivskarp og allervigtigst uimodståeligt empatisk. Udover at være den danske mode- og skønhedsbranches mest afgørende, sympatiske og ukrukkede marionetdukkefører, er Rachael også mor til tre, gift og englænder. Særligt sidste del er vigtigt, for det gør at Rachael kan slippe afsted med bramfri ‘candor’ og altid kan lokkes med på en fyraftensdrink. Jeg ved ikke helt, hvor jeg ville være idag uden Rachael, men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke behøver finde ud af det. Mød hende lige her:

Hvad skal du nå denne sommer?
Jeg skal nå at blive færdig med arbejde, så jeg kan holde ferie med min familie (og nå at sove længe, slappe af og drikke en masse espresso martinier). Ellers er der bevidst ikke lagt de store planer i år: en smuttur til Berlin, besøg af gode venner, og familie fra England… Jeg skal også nå at se Game of Thrones. Jeg må snart være den eneste i Kongeriget, der ikke har set den.

Og hvad skal du undgå?
Cigaretter, offentlige strande og forlystelsesparker. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
En hotter fra grillen med et glas iskoldt øl. Ellers er min hofret om sommeren torskefrikassé med asparges, ærter og nye kartofler. I regnvejr står den på afternoon tea med kirsebærkage lavet af bærrene fra træerne i haven, skyllede ned med Earl Grey te. Man er vel ikke Brite for ingenting.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Sommerlæsning for mig handler om letfordøjelige, humoristiske ord. Egentlig er jeg slet ikke til selvhjælpsbøger men The Life-Changing Magic of Not Giving a Fuck af Sarah Knight rammer nok noget centralt hos os alle. Bogen en slags manuel for mental oprydning: hvordan kan vi sortere alt det, der ikke gør os glade fra – uden at være et røvhul? Generelt er jeg ret god til ikke at give en fuck, men der er altid plads til forbedring. Ellers er Charles Bukowski altid et hit at have med i strandtasken.

Hvis man ikke magter en bog, kan jeg anbefale podcasten You Must Remember This af Karina Longworth. Den handler om de glemte hemmeligheder og historier fra Hollywoods gylden æra, med saftige sladder og beretninger om ikoner som Marilyn Monroe, Humphrey Bogart og Elizabeth Taylor, samt institutioner som MGM Studios.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Min mand driller mig altid med, at min musiksmag gik i stå den dag vi for 15 år siden mødt hinanden. Jeg må give ham ret: Jeg er ikke særlig progressiv, hvad musik angår. Sommersoundtracket består derfor af nostalgiske favoritter, jeg altid vender tilbage til: Ian Browns Music of the Spheres, Thomas Dybdahls One Day You’ll Dance for Me, New York City, Leftfields Leftism og Massive Attacks Mezzanine krydret med Pixies’ Surfer Rosa. Hvis jeg kan overtale mine børn til at slukke for Nede Mette, altså.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Jeg er klart et inde-menneske, der føler sig mest tilpas indendørs iført løse bukser, ragsokker og strikbluser, som passer perfekt til den våde danske sommer. Jeg har det stramt med sommertøj. Når jeg er i vores hus på landet, ligner en blanding af Helena Bonham Carter og Hugh Hefner: Hvis ikke jeg render rundt i nattøj hele dagen, finder jeg et eklektisk miks af gammelt og slidt sommerhustøj frem fra skuffen – store, gamle trusser, en forvasket T-shirt, elastiktaljede shorts, en lang cardigan og træsko. Det er noget befriende over, at slet ikke skulle skænke sit ’look’ en tanke.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Brad er jo altid velkommen hos mig. Ellers Louis CK og Jon Stewart må gerne bane vejen forbi. Vi ville have den sjoveste fest.

Jeg kan takke min datter for mange ting. Hun har ikke bare ændret på mit syn på opdragelse, forældreskab, søskendeforhold og fordelene ved at have en flok af børn i stedet for et barn per voksen. Hun har også ændret mit syn på mig selv. For med Ellas tilkomst skulle jeg ikke bare forholde mig til, at blive mor til en datter og at mine drenge nu fik en lillesøster; jeg skulle også kigge på mig selv som rollemodel. For børn gør som bekendt ikke som deres forældre siger, de gør som de gør. Og selvom jeg hverken har nogen forventning eller forhåbning om, at min datter bliver en kopi af mig (hun er langt mere interessant helt som den lille, stærke sjæl, hun allerede nu udfolder sig som), så er jeg fuldt ud klar over, at hun vil kigge til mig først, når hun skal udforske, hvad det vil sige at være pige.

Min Ella har skrællet et lag af høflighedsfernis af mig. Jeg kan ikke længere tillade mig, at handle mod bedre vidende, underkaste mig pæn-pige-dogmerne eller føje min egen vilje, fordi det nu ‘en gang er sådan’ en mor/kvinde/kone/veninde bør gør. Hun har tvunget mig til, at forholde mig mere aktivt til mine personlige valg – og hun har smittet mig med sit eget fandenivoldske gå på mod. De halvandet år, der er gået, siden Ella er kommet til verden har været præget af en ny energi i hele familien; og hun driver os alle til at finde ud af hvem, vi vil være. Hun fik mig til at springe ud som vegetar, fuldblodsforfatterspire, en mere direkte kollega og en ærligere veninde. Og nok også som en mor, der tør indrømme, at jeg ikke gider lege med lego og har det helt fint med, at være hende, der rydder legetøjet op i stedet for at rydde det ud.

Og i den ånd gik jeg og min (mindst lige så fandenivoldske) søster igår ned, og gjorde det mest mainstream-rebelske man kan gøre. Vi fik malet hver vores symbolsprog på kroppen med nåle og blæk. Og vi beundrede dem, vi var glade, og en anelse berusede af, at man stadig som voksen kan føle sig lykkeligt frigjort ved, at gøre noget uendeligt småt til noget uendeligt stort. Dagen blev komplet da vi siden skålede i lyserøde drinks i Operaen til soundtracket fra vores tweens – Dirty Dancing.

Mine børn har ikke bare beriget mig med kærlighed, bleer, endeløse bunker af vasketøj, våde kys, krummer i sofaen, sand i seng og standup comedy shows på græsplænen i sommerhuset. De har også givet mig mødregrupper, og i disse har jeg mødt nogen af de bedste kvinder, jeg kender . Og det bedste: mødregrupper handler ikke (modsat den almene opfattelse) ret meget om børn, men virkeligt meget om transformationen til mor – og de medsøstre, der hjælper os med den. En af de kvinder, jeg er allermest taknemmelig for, at skæbnen og min ældste søn bragte til mig er Lise. Lise var min næsten-nabo, da jeg 21. december 2009 fik Storm. Og vi fandt hinanden kort efter og har holdt fast lige siden. Og det til trods for at Lise har haft den frækhed at rykke sig selv, mand og to seje døtre til Singapore.
Lise er no-bullshit. Hun er all action og meget lidt talk. Hun er ukrukket og lysende begavet, hun er indfølende men aldrig omklamrende. Lise bekæmper ikke andre mødre i vejen til trofæet som ‘årets mor’. Hun har det helt fint hernede med os andre dødelige, der godt ved, at indimellem hedder den bedste pædagog ‘vingummi’ og den mest tålmodige babysitter ‘iPad’. Jeg savner Lise. I starten var det hver dag, men nu er det ‘kun’ hver gang hun sender mig endnu et begavet link til en joke om livet som mor. Jeg er stolt af, at kalde lise min veninde, og jeg er taknemmelig for, at jeg altid kan vende mig til hende og få ærlige råd om karriere, kæresteliv og gode cocktails. Lise er Regional COO i Svitzer Asia, og i dag er hun gæst lige her:

Hvad skal du nå denne sommer?
En af de ting, vi bruger sommeren til, er at være sammen med de venner og familie, vi ikke har mulighed for at se i løbet af året. Derfor vil sommeren være fyldt af gæster i sommerhuset, ture til iskiosken og grill i haven – og vejret betyder faktisk ikke voldsomt meget for den plan.

Og hvad skal du undgå?
Jeg skal undgå at lave ALT for mange planer, og stresse rundt for at være mange steder på en gang. Mange planer er stressende for hele familien og der skal også være tid til at læse bøger og bygge huler i haven.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Der er SÅ mange ting, jeg glæder mig til at spise; nye kartofler, jordbær, smørstegt fisk, lakridser, den stenbiderrogn, min veninde har gemt i fryseren og meget andet. Hvis jeg skulle nævne én ting må det dog blive rygeost i salater, til grill, til kartofler…

Min regnvejrs ret er klar suppe med boller – det skal allerhelst være den helt klassiske MOU suppe og gerne med et lige så klassisk hvidløgsflute til. Nok ikke noget jeg ville byde gæster, men jeg kan virkeligt godt lide det.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Jeg har en ret bred smag, når det gælder litteratur og læser alt fra krimier, chick lit og Politikens bedst anmeldte – sidstnævnte er mine søde svigerforældre altid garanter for at levere i gavmilde strømme.

Den bedste bog jeg har læst i år er Sønner af Philip Meyer – en generationsroman, der foregår i Texas fra tiden med nybyggere og konflikter med indianere til olie boom’et. Bogen følger fire generationer, relationerne mellem dem og samtidig får man et historisk og helt anderledes indblik i tiden med indianere og cowboys.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Børnelatter, fuglekvidder og champagnepropper, der springer.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Masser af farver, kjoler og buksedragter og gerne blomsterprints. Og så håber jeg også der bliver mulighed for bikini’en.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Med udgangspunkt i at jeg selvfølgelig selv har inviteret alle dem, jeg vil se, så kunne det være hyggeligt hvis der dukkede et lille jazzband op og spillede sommerjazz til efter solen gik ned.
Og så ville jeg i øvrigt blive ret så starstruck, hvis Emma Watson kiggede forbi. Jeg er så betaget af, hvordan hun bruger sit rampelys til at sætte bæredygtighed og ligestilling på agendaen.

Hverdagen vendte tilbage i dag, og selvom jeg ikke ville bytte min hverdag for noget, kan jeg godt mærke, at en lang ferie gør mig lidt rusten i rutinerne. Tøjet var ellers lagt op i trip trap træsko bunker, madplanen nyskrevet, vækkeuret tilbage på fandens tid og selv humøret var klar til at angribe mandagen. Og så alligevel var jeg lidt træg i koderne i dag. Der blev nusset om uvæsentligheder og skiftet tøj to gange. Jeg havde glemt at kuldskær, aircondition og shorts ikke rimer; ligesom optimistiske to-do sedler hører nytåret til – ikke første dag efter en ferie med udflydende konturer, bløde regler og lange morgener med te, hygge, tegnefilm, nyordnede jordbær og udskåret vandmelon. Energien er der, men den skal lige skydes i gang. Varm kaffe og kys fra min mand hjælper meget. Og resten er vist helt min egen opgave. Kom an hverdag – du er jo mit bedste bekendtskab.

Fordi jeg selv skriver på ‘noget’, er jeg denne sommer særligt optaget af litterære stemmer og en teksts tone. Hvad er det, der får en fortælling til at virke sprød og nærværende; og hvorfor er det, at den omvendt kan virke konstrueret og fortænkt.

Jeg har prøvet at læse emner, der ikke ligger inde for min typiske komfortzone i bogvalg – og så har jeg gjort mig umage for at finde lydbøger, hvor fortællertone og stemmen der læser højt klinger symfonisk. Da jeg tilfældigt faldt over Stephanie Danlers ‘Sweetbitter’, og hørte den følsomt oplæst af Alex McKenna, var magien komplet.

Min morgenløbetur har været ledsaget af Tess på 22 fra Ohio, der rejser til New York for at finde den identitet, hun endnu ikke har etableret, og løbe væk fra det liv, hun oplever som småtskårent, provinsielt, udsigtsløst. Hun får job på en gourmetrestaurant, der ikke bare diverterer med søpindsvin, østers og Pouilly Fusé, men også har både bananfluer, kakerlakker, dulgte romancer og menneske misbrug på den uskrevne menu. Der er coke og Viognier, Fernet Branca og cigaretter. Der er stamkunder med excentriske hatte og spiseforstyrrelser, bartendere med ominøse tatoveringer og en særlig overtjener med rød læbestift og skjulte dagsordener. Der er brændsår fra varme tallerkener og tømmermænd fra våde nætter på den nærliggende Park Bar. Der er febervildelser og ækle sexscener. Men vigtigst at alt: der er nerve og autencitet i fortælling og tekst – og ikke mindst i stemmen, der læste højt for mig. Jeg kan ikke anbefale netop denne lydbog nok.

Den niende kvinde, I ikke bare skal møde her men også bør læse, er Agnete. Agnete er uddannet idéhistoriker, udgivet forfatter, flittig redaktør, uprætentiøs tænker og snart mor til tre. Og så er hun min nabokone og initiativtageren til vores “skrub af madklub” hver onsdag. Agnete vandrede ind i mit liv med røde sko på, og overrumplede mig med sit nærvær, sine fine betragtninger om familieliv, hendes upolerede tilgang til livet som kæreste, mor og ambitiøs skribent og hendes rummelige kærlighed overfor hendes medmennesker – min samfulde familie ikke mindst. Til september udkommer Agnete med sin anden roman, “en anden kvinde end mig”, og jeg glæder mig voldsomt meget til at læse den.

Hvad du skal du nå denne sommer?
Jeg skal nå at slappe af og nyde min graviditet. Jeg venter mit tredje (og sidste!) barn, og det er faktisk en vanskelig opgave at finde tid og ro til at nyde graviditeten, når man har andre små og store mennesker at tage stilling til.

Og hvad skal du undgå?
Jeg skal undgå at lave tusind halve aftaler med folk, jeg tror, jeg liiiige kan nå at se i løbet af sommeren. Jeg vil tilbringe tid med min familie og have få aftaler med gode venner, aftaler der inkluderer aftensmad og strækker sig ind i sommernatten.

Hvilken spise nyder du mest i solskin – og i regnvejr?
Normalt er jeg ikke den store is-spiser, det har aldrig rigtig sagt mig noget, men efter tre uger i Italien, er der lavet om på det. Jeg spiste de lækreste sorbet-is hver eneste dag, så hvis der findes noget lignende herhjemme, tror jeg godt, der kan indføres noget mere is-spiseri – også i regnvejr.

Hvilken bog burde være obligatorisk sommerlæsning?
Jeg læser ret meget… og er af en eller anden grund ret glad for forfattere, der hedder Thomas: Thomas Mann, Tomas Espedal og senest denne sommer Thomas Bernhard, hans roman, der hedder Gamle Mestre. Den er helt fantastisk og virkelig morsom og kulturkritisk. Det er en gammel sur mand, der taler. Hermed anbefalet.

Hvad bliver soundtracket til din ferie i år?
Min datter på 8 har valgt soundtracket til familiens ferie i år. Fra bagsædet har hun rappet den mest groteske sang om nogle fyre, der kigger på fugle (‘piger’ red.). Jeg kendte ikke nummeret i forvejen, men har nu set det på youtube og det er helt langt ude. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg har lyttet til et eller andet mere sofistikeret, men nej.

Hvad vil du helst iføre dig, når det er sommer?
Hvis vejret var til det, ville jeg gå i badetøj og en gammel t-shirt det meste af tiden. Det er den ultimative frihed, ikke at skulle tænke i alt mulig kluns.

Hvem vil du gerne have inviterer sig selv til din havefest?
Alle de skønne venner, der bor langt væk, og som jeg ser alt for lidt. Tænk hvis de dejlige damer kom hjem fra Berlin og Paris og Århus.

Jeg har flere gange hørt det i ferien: ‘vi er blevet for gamle til det her’. Og med ‘det her’ menes drikke Aperol og Viognier flere dage i streg. Glemme sengetider og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Håbe at børnene sover længe men inderst inde vide, at de nok står op før seks. Hvis vi er heldige kvart over.

Og da min mand og jeg således kapitulerede ‘tidligt’ igår aftes klokken halv elleve og trillede hjem gennem tusmørke med tre solbrændte, slikmætte, sovende børn efter en hyggelig grillmiddag med bedste venner, kom jeg til at tænke på, at jeg altid har været for gammel til ‘det her’. Jeg er født lidt gammel. Jeg har festet, jovist, men jeg har faktisk aldrig været god til at lukke festen, at blive ved, når de kulørte drinks satte ind post rødvin og tre-retter, holde ud til den lyse morgen og prøve at finde en taxa hjem, mens de morgenfriske er på vej efter grovbrød og Politiken, lufter deres Jack Russell eller sprinter afsted med høj hestehale og hørebøffer. Jeg kan lide at være hende i løbeskoene. Hende der har morgenmaden klar inden klokken otte. Hende der ‘får noget ud af dagen’. Det er hverken hipt eller ungt. Det er gammelt og en anelse dukset. Men jeg må eje den. Jeg elsker en god fest… men for min skyld må den gerne stoppe omkring midnat. Ellers ender jeg som et græskar.